Overordnet set har aktiemarkederne været ganske solide i 2026 med afkast i størrelsesordenen 15-20% (målt i DKK). I løbet af året har der dog været stor forskel på, hvilke sektorer som har ledt an i fremgangen. Der har været rigeligt med temaer at bekymre sig om i løbet af året med krig i Mellemøsten og renter, som er steget ret markant. De lange amerikanske renter (10-årige) er faldet lidt til ro og er kommet tilbage under 5%. Investorerne er dog i tiltagende grad blevet bekymrede for, om de stigende renter i Frankrig kan smitte af på resten af Europa og om tempoet i udrulningen af AI/datacentre kan fortsætte i det tempo, vi har set hidtil.
I Frankrig er de lange renter steget med omkring 1,5%-point til godt 5% og forskellen til de tyske renter er kørt ud med godt 1%-point. Fransk økonomi oplever underskud på budgetterne kombineret med høj gæld og manglende politisk vilje til at reformere. Med præsidentvalget i Q2 2027 er det desuden usandsynligt, at der gennemføres reformer, som på kort sigt kan adressere de underliggende udfordringer. Fredag var der dog lidt hjælp at hente, da Moodys, imod markedets forventninger, valgte ikke at ændre deres rating af fransk statsgæld. I denne uge var fokus på ECB i forbindelse med deres rentemøde (torsdag). Her kommer de sandsynligvis ikke til at ændre på styringsrenten, men kommentarer omkring deres muligheder for at påvirke rentespændene i de europæiske lande kan få betydning for de europæiske rentemarkeder i ugen, der kommer.
I fraværet af en løsning på konflikten i Mellemøsten er olieprisen steget til omkring USD 115 pr. tønde. Trump og Israel truer med nye angreb, selvom Trump tidligere har sagt, at der ikke kommer yderligere angreb inden midtvejsvalget. Det kan meget vel blive et tema efter midtvejsvalget, men det virker mest sandsynligt, at man venter med angreb til efter midtvejsvalget. I forhold til det amerikanske valg, så øjner demokraterne muligheden for at vinde kontrol med Repræsentanternes Hus og potentielt Senatet, hvis de får et rigtigt godt valg. Det vil give dem mulighed for at bremse eller forsinke dele af Trumps politiske agenda. Udover sammensætningen af kongressen skal 36 stater vælge nye guvernører. Valget af guvernører kan vise sig at blive vigtigt, da mange beslutninger bestemmes på delstatsniveau, og det vil være her, at politikerne har den bedste mulighed for at regulere udrulningen af datacentre og AI. De seneste par uger har investorerne været bekymrede for, om tempoet kan opretholdes. Specielt de såkaldte neoclouds (AI-specialiserede cloududbydere) har stået for skud på aktiemarkedet og er faldet ret markant. Et stærkt demokratisk valgresultat kan øge bekymringen for, om denne vækstdriver fortsat kan understøtte den økonomiske vækst i samme omfang som hidtil.
Ligesom ECB er der også møde i den amerikanske centralbank (Fed) i denne uge (onsdag). Fed kommer sandsynligvis heller ikke til at ændre deres styringsrente, men markederne har i perioden siden det seneste møde været kraftigt i tvivl om, hvorvidt man ville hæve rente på oktober-mødet. En stor del af usikkerheden skyldes den nye Fed-chef, Kevin Warsh tilgang om ikke at indikere fremtidig retning i pengepolitikken for markederne. Det skaber betydelig usikkerhed om timingen af kommende renteforhøjelser, men med bekymringer om andenrundeeffekter fra energipriser virker markedets nuværende forventninger om to renteforhøjelser de næste 6 måneder realistiske (den næste i december). Pt. er det let for investorerne at liste bekymringerne, men indtil videre har virksomhedernes fundamentale tilstand domineret i år. Cirka 25% af selskaberne har rapporteret i den nuværende regnskabssæson og indtil videre ser billedet ikke ud til at være ændret. Der meldes om bred fremgang på tværs af sektorer, og resultaterne ligger generelt over analytikernes forventninger. Fremgangen er kraftigst blandt IT- og energiselskaberne og svagest blandt forbrugsselskaberne. Med centralbanksmøder samt valg i både Israel og USA kan den kommende uge meget vel byde på en massiv nyhedsstrøm, men på den korte bane fokuserer vi dog mest på, hvad virksomhederne leverer og indikerer om fremtiden i den igangværende regnskabssæson.