Inflation og jobmarked kan holde Fed på sporet med at stramme pengepolitikken i 2022 – 10. januar 2022

Trods pauver jobskabelse kan Fed blive nød til at hæve renten: Amerikansk økonomi formåede kun at skabe 211.000 nye jobs i december (imod forventet 400.000), da usikkerheden omkring omikron begyndte. I det hele taget var fredagens jobrapport skuffende – det eneste lyspunkt var deltagelsesgraden, som stiger marginalt. Her er det specielt positivt, at det typisk er kvinder i alderen 20-44 som ser ud til at ”vende tilbage” til arbejdsmarkedet. Denne gruppe har ellers været underrepræsenteret på jobmarkedet siden coronas indtog – formentlig fordi de i USA i høj grad har været hjemme for at passe børn, imens skolerne har været ramt af nedlukninger. Hvis det lykkedes med at få denne gruppe tilbage på arbejdsmarkedet, så kan det blive løsningen på nogen af de flaskehalse man i øjeblikket oplever på det amerikanske jobmarked. Ligesom mange andre priser i økonomien, er lønningerne i USA også i højere vækst end længe. En del af årsagen er teknisk, qua lønkarakteristika blandt de jobs som stadig er under nedlukning. Mere generelt er lønstigningerne stadig under det generelle inflationsniveau, hvorfor lønmodtagerne stadig ikke oplever forbedring af deres købekraft. Arbejdsløshedsraten var lavere end ventet med 3,9% imod 4,1%, og det kan medføre en frygt for, at Fed bliver aggressive i deres opstramning af pengepolitikken, i form af rentestigninger (3-4 forventet i 2022), og potentielt også decideret salg af obligationsbeholdningen. I den første uge af januar har investorerne i høj grad haft fokus på højere renter og effekten på aktiemarkederne. Selvom de lange renter stadig ligger på historisk lave niveauer, er de her i begyndelsen af det nye år steget til det højeste niveau siden starten af 2020 (en 10-årig amerikansk statsobligation ligger i skrivende stund omkring 1,8%). De højere renter har medført, at de dyrere vækstaktier er startet året ud noget dårligere end valuesegmenterne som typisk er mindre sensitive overfor rentestigninger. Afhængigt af hvordan renten udvikler sig i løbet af året, kan man som investor godt forvente, at rotationer indenfor sektorer og volatilitet vil fortsætte.

Hold øje med Powell og inflationsrapporter i ugen der kommer: Den første uge af det nye år, var karakteriseret ved relativt høj volatilitet på risikoaktiver og en rotation fra vækst til value, drevet af udsigt til højere renter. I ugen der kommer holder vi øje med Jerome Powell, som skal en tur i senatet for formelt at blive indstillet til en periode mere som Fed chef. Her håber vi på at få mere klarhed om, hvor bekymrede Fed er for inflationen og mere specifikt, hvor sandsynligt det er, at de vil begynde sælge ud af deres obligationsbeholdning i år. Fra referatet fra det seneste møde lærte vi at der er medlemmer som er bekymrede nok for den nuværende situation til at tage det værktøj (salg af obligationer) i brug. Hvis Powell nedtoner eller bekræfter diskussionerne, kan det i sagens natur skubbe til renterne op eller ned. Derudover lander der onsdag og torsdag hhv. forbruger- og producentpriser, og selvom forventningen er, at vi skal længere hen på året, før vi alvor ser inflationstallene falde tilbage imod normalen, kan der være interessant læsning i rapporten. Specifikt kigger vi efter, hvor meget de ”midlertidige” faktorer (transport, brugte biler etc) fylder i forhold til faktorer, som må forventes at være mere permanente som fx boligomkostninger. Kommunikation fra centralbanken og inflationstal kan skabe yderligere volatilitet på rentemarkederne, og deraf afledte effekter på aktiemarkedet. Således kan den anden uge i 2022 potentielt blive ligeså volatil som den første, og generelt kan 2022 godt blive et investeringsår med større udsving på de forskellige aktivklasser, selvom vores forventning er, at der forsat er afkast at hente på risikoaktiver.

Related articles