Viktor Dedenroth Bernhoft, Equity Analyst, Equity Research

Viktor har netop færdiggjort sin cand.merc.(mat.) på Copenhagen Business School og fortsætter nu på fuld tid i afdelingen, hvor han har været student siden 2024. Læs med, når han fortæller om sin tid som student, hvad der gør aktieanalyse spændende og hvad han ser frem til i sin nye rolle.

Hvad har du lært i din tid som student?

“Tiden som student har været meget lærerig. Jeg har fået indblik i mange forskellige dele af analysearbejdet og har arbejdet tæt sammen med og lært af nogle af Danmarks dygtigste analytikere. Derudover har jeg haft ansvar for drift og videreudvikling af egne analyser, herunder vores bredere markeds- og sektoranalyser. Det har samlet set givet en stejl og spændende læringskurve, hvor jeg har lært meget om regnskabsanalyse og modellering.”

Hvad synes du er det mest spændende ved at arbejde med aktieanalyse?

“Det mest spændende ved aktieanalyse er for mig kombinationen af at kunne nørde og modellere finansielle data og samtidig sætte dem ind i en bredere strategisk og markedsmæssig kontekst. Det kræver ikke kun stærke kvantitative kompetencer, men også en bred forståelse af selskabernes forretning, strategi og konkurrencesituation. Derudover er det spændende at kunne følge nogle af Danmarks største virksomheder tæt, møde deres ledelse og få indsigt i deres strategi på et niveau, som er svært at finde i andre brancher.”

Hvad ser du frem til i din nye rolle som fuldtidsanalytiker?

“Jeg ser frem til at få endnu mere ansvar og mulighed for at fordybe mig yderligere i analysearbejdet, nu hvor jeg ikke længere skal balancere studie og arbejde. Mine to år som student har været en god og lærerig indflyvningsrampe og har givet mig erfaringer, jeg kan trække på i de spændende projekter, der venter efter sommerferien.”

Hvorfor har du valgt at blive hos DNB Carnegie?

“Det er især kombinationen af et ambitiøst og professionelt fagligt miljø og en uformel og behagelig kultur, der har gjort, at jeg gerne vil fortsætte hos DNB Carnegie. Samtidig er der stort fokus på udvikling af medarbejderne, hvor man tidligt får både ansvar og frihed til at præge sine arbejdsopgaver. Det kombineret med gode sociale arrangementer på tværs af hele huset gør DNB Carnegie til en rigtig god arbejdsplads – og så skader det heller ikke, at vi har en af Danmarks bedste kantiner.”

Related articles