Den seneste uge stod i makroøkonomiske nøgletal og begivenheders tegn, da vi, især i USA, fik en lang række af de vigtigste målepunkter for økonomierne. Blandt højdepunkterne var lønninger (Employment Cost Index, ECI), hvor stigningstakten ser ud til at modereres i samme takt som de generelle priser i økonomien (inflation). Det er positivt, idet det mindsker den frygt som centralbankerne måtte have for at en såkaldt løn/prisspiral (lidt mere om det senere). Ved Feds første møde i 2023 lød det ikke, som at Powell var helt klar til at slippe tøjlerne og stoppe med rentestigningerne. Han sagde direkte, at Fed kommer til at levere flere (mere end én) rentestigninger – investorerne er dog ikke helt overbeviste, da det prises, at Fed vil stoppe med at hæve renten i foråret, hvorefter rentesænkelser forventes i anden halvdel af 2023. Powell pointerede, at man i Fed er komfortable med effekterne på inflation fra både goder (mindre problemer med forsyningskæder) og bolig/lejepriser (typisk laggende, men der er ingen tegn for nuværende på, at boligpriserne skulle være stigende i USA). Tilbage er så servicefagene (ex bolig), hvor frygten kunne være, at lønstigninger (største omkostning i denne sektor) skulle skabe et prispres senere på året. I så fald vil inflationen generelt måske falde, men vil have svært ved at komme helt ned omkring målsætningen omkring 2%. Derfor vil meget af centralbankernes opmærksomhed være rettet imod jobmarkedet og specielt på indikatorer vedrørende lønpres.
Overordnet set, er det amerikanske arbejdsmarked stadig glohedt med rekordlav arbejdsløshed og solid jobskabelse. Hvis man skulle være i tvivl om det, så landede den store arbejdsmarkedsrapport for USA (Nonfarm) fredag. Den viste massiv tilvækst i antallet af nye i job (+517 tusinde, langt over de 188 tusinde som var forventet), og marginalt højere deltagelse. Januar-tallene er notoriske usikre, og inden sæsonkorrektionen viste rapporten da også, at beskæftigelsen faldt med mere end 2 mio., hvilket ikke er helt unormalt, men dog siger noget om hvor stor usikkerhed, der er vedhæftet tallene. Investorerne havde lidt svært ved at beslutte sig for, hvordan rapporten skulle tolkes, og amerikanske aktier handlede i løbet af fredagen på højere og lavere niveauerne end lukkekurserne fra torsdag, og sluttede dagen nede med omkring 1%, ligesom renterne steg. Frygten er, at det stramme amerikanske arbejdsmarked ikke giver Fed anledning til at sætte rentestigningerne på hold ved de kommende møder, som markedet ellers forventer. Grunden til at reaktionen ikke blev mere negativ end den gjorde skal nok findes i, at timelønningerne i rapporten (ligesom ECI tidligere på ugen) ser ud til at falde i takt med den generelle inflation. Den årlige stigningstakt er efterhånden nede på 4,4%, hvilket er fuldstændigt på linje med Feds foretrukne inflationsmål (Centralbankens forventning er, at lønningerne godt kan stige lidt mere, end kerneinflationen uden at det vil skabe prispres). Med mindre at nøgletallene begynder at lande mere negativt, end vi har set, tror vi, og fredagens jobrapport styrker os i dette, at Fed vil levere yderligere renteforhøjelse på de kommende møder, men at de sandsynligvis vil stoppe i løbet af første halvår for at afvente effekterne af de allerede gennemførte renteforhøjelser. Vi tror dog også, at det er en smule for optimistisk at forvente, at de allerede i andet halvår vil sænke renterne, da det vil kræve en markant forringelse af de overordnede økonomiske udsigter. For aktier vil det betyde, at vi ikke kommer til at opleve decideret medvind fra faldende renter, selvom modvinden fra stigende renter (som i 2022) vil aftage. Hvis økonomien til gengæld holder det nuværende tempo vil indtjeningen i virksomhederne dog heller ikke blive negativt påvirket, som man ellers kunne frygte. Afhængigt af hvordan udsigterne ændres, betyder det, at der stadig er gode muligheder for pæn fremgang på de finansielle markeder i 2023.
Mens inflationsbilledet ser bedre ud i USA, har vi stadig til gode at se det samme i Europa, hvor den overordnede inflation godt nok er faldet, men primært er drevet af faldende energipriser. Kerneinflationen (ex fødevarer og energi) har ikke vist samme tendenser og ligger stadig langt over de 2%, som ECB har som målsætning. Generelt, er vi i Europa lidt efter USA (cirka tre kvartaler), når man kigger på, hvornår priserne rigtigt begyndte at stige. Derfor kunne man henledes til at tro, at vi i de kommende måneder skulle begynde at se lavere stigningstakter i kerneinflationen. Inflationsbilledet er også den altoverskyggende årsag til, at vi fra ECB i sidste uge fik endnu en markant renteforhøjelse (+0,5%-point, så styrringsrenten nu ligger på 2,5%) ligesom man eksplicit forventer at hæve med yderligere 0,5%-point i marts. Derefter er beskeden, at man vil afvente data, og det forbehold skyldes sandsynligvis, at man frygter en vis svaghed i europæisk økonomi i denne kommende tid. Lagarde nævnte selv strammere kreditvilkår og lavere låneefterspørgsel som indikatorer på, at væksten er på vej ned. Chokket fra først forsyningskæder og senest krigen i Ukraine har haft størst effekt i Europa, hvorfor risikoen for recession er større end i USA. Derfor forsøger vi, at undgå eksponering til selskaber, som har primær eksponering til vækst i regionen. Generelt har vores europæiske selskaber en høj grad af afsætning uden for Europa og bør derfor være mindre påvirket af de svagere udsigter.