I ugen der gik, fik vi friske inflationsrapporter fra både Europa og USA. For både ECB og Fed var det en velkommen overraskelse, at prisstigningstakten var lavere, end analytikerne forventede. Status er p.t., at den årlige stigningstakt i kerneinflationen (eksklusiv energi & fødevarer) ligger omkring 4,5% i Europa og 3,9% i USA. Selvom det stadig er markant over målsætningen (2% begge steder), så kan begge centralbanker finde trøst i de seneste måneders udvikling. Den seneste måned stiger priserne med 1,8% i USA og 3% i Europa (begge annualiseret). Tyskland ligger ligesom USA meget tæt på målsætningen om 2%. De enkelte observationer kan svinge meget fra måned til måned, så centralbankerne vil gerne have mere end én måneds tal, førend de kan have tiltro til, at en tendens er i gang. Målt over de seneste 3 måneder er inflationen da også ganske tæt på målsætningen. For centralbankerne betyder det, at med mindre der kommer fornyet inflationspres, så vil årsstigningstakterne de kommende måneder fortsætte med at bevæge sig i retning af målsætningen. Selvom der stadig er et stykke vej til de 2%, så kan det nuværende billede tolkes som et tegn på, at den nuværende stramme pengepolitik, hvor realrenterne er steget markant på kort tid, virker efter hensigten. Hensigten har i 2022 og 2023 ensidigt været at få has med den meget kradse inflation (hvilket er den eneste målsætning for ECB – Fed derimod har også mandat til at tage hensyn til at maksimere beskæftigelse). Risikoen, som centralbankerne hele tiden har været bevidste om (og delvist forventet), er at den stramme pengepolitik vil hæmme vækst så meget, at økonomierne rundt omkring kan ende i recession.
Det er her den bløde landing kommer i spil. Hvis pengepolitikken er korrekt doseret, vil væksten, teoretisk, falde men holde sig i positivt territorium og undgå recession. I USA har væksten indtil videre, vist sig pænt modstandsdygtig. Visse steder kan vi se, at jobmarkedet er begyndt at moderere sig, men der er endnu ingen håndfaste tegn på tilbagegang. Det kom blandt andet også til udtryk ved det seneste Fed møde, hvor centralbanken skruede ned for, hvor meget de forventer, at arbejdsløsheden kommer til at stige i 2023, 2024 og 2025. Hvis Fed får ret i deres seneste antagelser, så vil det betyde, at de i høj grad har lykkedes med den bløde landing. I Europa er billedet mere blandet – fx er der i Tyskland tegn i industrisektoren på en form for afmatning/recession, selvom arbejdsløsheden stadig er meget lav i historisk kontekst. Den gode tilstand på jobmarkederne rundt omkring har givet både ECB og Fed mulighed for at kommunikere, at renterne vil forblive høje i længere tid. Flere af de europæiske økonomier ser mere skrøbelige ud i forhold til USA, men omvendt har ECB udelukkende mandat til at sikre stabil inflation omkring 2%. Hvis inflationen forsætter med at moderes i det tempo vi ser nu, kan det godt blive tilfældet at styringsrenterne bliver sænket for, at undgå at realrenterne stiger for meget. Ikke desto mindre er beskeden fra begge centralbanker, at vi ikke skal forvente mere lempelig pengepolitik for nuværende (som minimum stabile realrenter).
For de finansielle markeder betyder det, at fokus i høj grad vil være på vækst i den kommende tid, og hvordan det generelle billede vil udvikle sig. Renterne er tikket pænt op siden foråret til niveauer, vi ikke har set i mange år. Hvis en blød landing skulle lykkedes bør specielt de lange renter ikke falde markant således, at den invertering som har været hverdag i lang tid vil forsvinde. For aktier og risikoaktiver generelt vil afkastet de kommende måneder sandsynligvis blive drevet af udviklingen i makroindikatorerne. Over weekenden er det positivt at man i USA udgik en nedlukning af regeringsapparatet – på den anden side er oliepriserne steget pænt siden sommeren, hvilket virker væksthæmmende. Desuden ved vi, at rentestigninger virker med et lag, hvorfor det ikke er usandsynligt, at der stadig kan komme en effekt af de renteforhøjelser, som allerede er foretaget. Samlet set er makroudsigterne lidt mudret den kommende tid med risiko både på op- og nedsiden. Derfor fastholder vi fortsat vores neutrale allokering på tværs af aktivklasser.