Fed ser amerikansk økonomi i fuld firspring i 2021 – 22. marts 2021

FED holder foden på gaspedalen: Hvis investorerne havde gjort sig forventninger om en markant ændring i tonerne fra den amerikanske centralbank, Fed, så var sidste uges møde lidt af en skuffelse. Fed fortsætter med at holde renten omkring 0 og laver ingen ændringer til deres opkøbsprogram. Deres forventninger til amerikansk økonomi løb derfor med det meste opmærksomhed omkring mødet. Og det var der god grund til, for mens centralbanken i december forventede, at amerikansk økonomi i 2021 ville vokse med 4,2%, så forventer de nu at væksten i år bliver på hele 6,5%. Den positive effekt fra Bidens gigantiske finanspolitiske indsprøjtning betyder ligeledes, at man forventer, at arbejdsløsheden ved årets udgang vil være nede på 4,5% – hvilket er ganske lavt i historisk perspektiv – og tilbage på niveauet fra før corona ved udgangen af 2023. Lignende optimistiske toner har vi hørt tidligere på måneden fra bl.a. OECD, og det skyldes effekterne af Bidens massive hjælpepakke, som betyder, at man i USA nu har stimuleret med, hvad der svarer til cirka 25% af BNP over de sidste 12 måneder. Det gavner i sagens natur amerikansk økonomi, men smitter i høj grad også af på resten af verden, hvor vækstestimaterne også har set et løft. Chefen for Fed, Jerome Powell, synes ikke at være bekymret over niveauet i de lange renter, som i år er kravlet fra lige under 1% til knap 1,7%. I historisk perspektiv er det da også stadig meget lavt, men bekymringen blandt investorerne går på, om den massive genstart af amerikansk økonomi i virkeligheden er for voldsom og vil skabe en overophedning, som vil dræbe opsvinget, før det rigtigt når at tage fart. Fed forventer selv at inflationen i 2021 vil ende på 2,2% – på linje med deres målsætning. Det er da heller ikke en stigning i forventningen til inflation på lidt længere horisont som har drevet de 10-årige renter op, men derimod en stigning i den realrente, som investorerne kræver. Med anekdotiske historier om flaskehalse forskellige steder i økonomien, er det ikke svært at finde rationalet bag frygten for højere inflation, selvom det endnu ikke er noget, som kan ses i hverken makroindikatorer eller forventninger. De fleste ledende økonomer synes da heller ikke at være bekymret for inflationsspøgelset, heriblandt finansminister Yellen (tidligere Fed chef). Hvis ikke højere inflation slår igennem, betyder det udsigt til massiv vækst i år, sammen med forsat lave renter – det bør være godt for risikoaktiver, som aktier og virksomhedsobligationer, så længe de længere renter ikke stiger for meget.

Frit fald i tyrkisk lira efter 4 centralbankchef på 2 år: Her i starten af ugen er den tyrkiske lira i frit fald efter den tyrkiske præsident Erdogan har valgt at fyre centralbankchefen, Agbal. Markedet havde pæn tiltro til Agbal ved hans tiltrædelse, hvilket har kunne aflæses i styrkelsen af lira i løbet af de bare fire måneder, han nåede at have på posten. Årsagen til fyringen var eftersigende den seneste renteforhøjelse fra Agbal på 2%-point imod 1%-point forventet. Afløseren, Kavicioglu er professor ved universitet i Istanbul og skriver i den regeringsvenlige avis, Yeni Safak. Centralt for hans ansættelse er dog formentlig at han, ligesom Erdogan, godt kan lide lave renter. Lavere renter er dog næppe den rette medicin for tyrkisk økonomi, som oplever 2-cifrede inflationsrater. Derfor er det som investor svært at se mulighederne i Tyrkiet. På grund af politisk usikkerhed og katastrofal finansiel håndtering af økonomien fortsætter vi med at holde os helt fra tyrkiske investeringer.

Related articles