“Som Analyst Assistant i DNB Carnegie Equity Research får man et indgående indblik i, hvordan børsnoterede selskaber analyseres. Mine arbejdsopgaver er varierede, men består primært af dataindsamling, udarbejdelse af analyser og opdatering af finansielle modeller. Det arbejde, jeg udfører, anvendes i analytikernes research og indebærer dermed et konkret ansvar.
Det daglige arbejde foregår i tæt samarbejde med analytikerne, som dækker selskaber i forskellige brancher. På den måde får jeg indsigt på tværs af sektorer og en forståelse for, hvad der driver værdien i hver enkelt branche, og hvilke faktorer der er afgørende for selskabernes udvikling.
DNB Carnegie lægger stor vægt på, at man har gode muligheder for at udvikle sig. Det kommer blandt andet til udtryk gennem den løbende sparring med analytikerne, som prioriterer tid til at dele deres erfaringer og give feedback på det arbejde, man leverer. Samtidig er der stor åbenhed over for nye idéer og input til, hvordan opgaver kan løses.
Arbejdsmiljøet på kontoret er præget af høj professionalisme kombineret med en åben og uformel omgangstone. Der er en naturlig kultur for at dele viden og erfaringer, hvor kollegaerne altid er hjælpsomme, når man har spørgsmål. Denne imødekommenhed og det gode samarbejde går igen på tværs af afdelingerne.”