ECB & Fed forventer mere moderate rentesænkelser de næste 12 måneder – 10. november 2025

ECB har siden juni 2024 sænket renten 8 gange (2%-point), og selvom Fed kom senere i gang (sept. 2024) og har været afventende i perioden, er de nu oppe på at have sænket styringsrenten 5 gange (1,5%-point). ECB forventer selv, at renten ikke skal sænkes yderligere herfra, med mindre makrobilledet ændrer sig markant. Lige nu accepterer investorerne, at ECB har styr på inflationen, og at væksten er ok, med pil op. Ved det seneste Fed-møde blev markedet en smule overrasket over Powells udmelding om en rentenedsættelse i december ikke nødvendigvis er givet. Fed forventer, ligesom markedet også priser, 3 rentesænkelser over de næste par år. Udfordringen for Fed i forhold til pengepolitikken er, at inflationen stadig er høj (cirka 3%), og at vi potentielt ikke har set hele effekten af handelskrigen. Omvendt er der usikkerhed omkring vækstbilledet i USA, som var svagt over sommeren, indtil nedlukningen startede 1. oktober. Selvom der findes alternative datakilder til de officielle, som ikke udgives under nedlukningen, så er de typisk mindre pålidelige, end de indikatorer vi normalt kigger på. Det er derfor svært at sige om amerikansk vækst er fortsat i det magre tempo vi så over sommeren, eller om væksten er taget til eller forværret. Generelt ved vi, at væksten tidligere på året i høj grad har været båret af de massive investeringer i datacentre mv. Den organiske tilstand i resten af økonomien er nok mere tvivlsom. Derfor er Fed fanget en smule imellem højere inflation og lavere vækst. Det er specielt problematisk, når vi ikke får data, som kan gøre dem komfortable med, hvilken af effekterne som vejer tungest. Efter at nedlukningen har påvirket flytrafik og 40 mio. amerikaneres adgang til madkuponer (food stamps) ser det ud til, at man er tættere på en løsning om at genåbne statsapparatet. Derfor kan man antage, at vi snart begynder at modtage officielt data igen, selvom der vil være huller i dataudgivelsen. Det er medvirkende til Feds lidt afventende tilgang for nuværende. Vores vurdering er dog, at Fed nok skal levere de 2-3 rentesænkelser som er priset ind over det næste års tid.

En dataudgivelse som ikke er påvirket af nedlukningen, er Uni. of Michigans forbrugertillidsundersøgelse. Rapporten landede fredag og viste det laveste niveau nogensinde bortset fra juli 2022 (dårligere end både finanskrise og COVID). De adspurgte er meget negative i forhold til deres nuværende situation og fremtiden – begge komponenter overraskede negativt – men det er især den nuværende situation som trækker ned. Hvis rapporten kan tages for gode varer, er det grum læsning og kan give bekymring for, at den negative stemning blandt forbrugerne kan sætte sig i forbruget. En simpel betragtning af oktober og november tallene, indikerer BNP-vækst på omkring 1%, langt fra de 3% man oplevede for relativt kort tid siden. Samlet set, efterlader rapporten ikke meget optimisme omkring den underliggende vækst udenfor datacentre mv. Der er dog to store forbehold man skal tage i forhold til den meget negative rapport. For det første er tallene påvirket af nedlukningen, og derudover begyndte man i 2024 i højere grad at indsamle data online fremfor at ringe til respondenterne. Det første er sandsynligvis en midlertidig effekt, men den anden ser ud til at have mere strukturel effekt på tallene. For Fed må rapporten være en faktor, som skaber bekymring for væksten de kommende kvartaler. Det er medvirkende til at understøtte yderligere rentesænkelser over de næste 12 måneder, selvom Fed vil være afventende den kommende tid.

Related articles