Centralbanker sætter for første gang tempoet ned: Efter en periode med aggressive rentestigninger i løbet af andet halvår 2022 forventes det, at vi i denne uge for første gang i lang tid vil høre mere balancerede toner fra de respektive centralbankchefer i USA og Eurozonen. De vil stadig præsentere ret markante rentestigninger i denne uge (forventet 0,5%-point fra både ECB og Fed), men de vil sandsynligvis indikere til omverdenen, at det nu er ved at være slut med de såkaldte jumbohikes, som typisk ligger på 0,75%-point. Inflationen i både USA men i særdeleshed i Eurozonen er stadig meget høj, så det er fordi man fra centralbankernes side er ved at nå et renteniveau (nominelt og renset for forventet inflation) som er tilpas restriktivt til, at de er komfortable med at det nok skal få bremset økonomisk aktivitet op. De er også klar over at jo højere de hæver renterne, jo større er sandsynligheden for, at de bliver nød til at sænke dem igen på et tidspunkt pga. recession. Derfor leder man i de store centralbanker lige nu efter den gyldne middelvej, hvor at renterne er tilpas høje til at bremse prisstigningstakterne, men uden at det decideret vil ødelægge økonomierne. Selvom der stadig er nominel fremgang mange steder, så begynder centralbankerne at høre om bekymrende tendenser fra udvalgte sektorer. Det er i sagens natur i første omgang meget rentesensitive sektorer, som bliver hårdest ramt. Det gælder fx bygge og bolig, hvor aktiviteten nærmest er ikke eksisterende, og hvor vi har set de første tegn på prisfald. Det er frygten for, at disse tendenser vil sætte sig mere bredt, som giver centralbankerne anledning til at sætte tempoet i rentestigninger lidt ned. Markedsreaktionen over den seneste måned på udsigten til mindre strammende centralbanker har været rentefald, primært fokuseret omkring obligationer med længere løbetid, hvor renteniveauer typisk bevæger sig i højere grad med vækstniveauer. I Tyskland betyder det, at rentekurven nu er inverteret (forskel på 2- og 10-årige statsobligationer), ligesom inverteringen er blevet større i USA. På den måde kan man godt tolke markedsreaktionen som et mistillidsvotum til centralbankerne – selvom tempoet bliver sat ned i forhold til rentestigninger, så bliver det ikke nok til at undgå en real tilbagegang i økonomierne.
Arbejdsmarkedet i USA viser fortsat stor styrke: Arbejdsmarkedsrapporten (nonfarm payrolls) for november i USA vidnede endnu en gang om, at der trods bekymrede miner rundt omkring er pæn fremgang at spore i beskæftigelsen. Virksomhederne meldte i november om 263k nye jobs, og selvom om jobskabelsen har været aftagende over de seneste 12 måneder, så er niveauet (over 250k) stadig ganske højt. Når husholdningerne bliver spurgt, oplever de ikke helt den samme fremgang, som det er tilfældet hos virksomhederne, hvilket forklarer hvorfor arbejdsløsheden trods alt ikke faldt den seneste måned (3,7%). En del af forklaringen på forskellen ift. hvad der opleves i virksomhederne og i husholdningerne kan være en stor andel, som må tage beskæftigelse mere end ét sted. Selvom jobskabelsen på overfladen ser solid ud (stort set alle sektorer melder om fremgang), så er der noget som tyder på begyndende svaghed, når vi graver lidt i statistikkerne. Den mest bekymrende del af arbejdsmarkedsrapporten var dog, at timelønningerne steg markant mere end forventet. Løntallene fra nonfarm-rapporten er notorisk volatile, men med en stigningstakt på 12 måneder på omkring 5% (hvilket stemmer fint overens med andre lønstatistikker) er lønstigningstakten ved at have samme tempo som kerneinflationen i USA. Det vil Fed holde meget nært øje med, da de formentlig er komfortable med, at inflationen lige nu er tæt på acceptable niveauer (hvis man kigger på aktuelle priser for lejeboliger i stedet for de meget laggende priser i CPI). Hvis ikke lønstigningstakten dæmper sig sammen med inflationen, vil der komme et nyt inflationært pres nede af vejen, fordi lønninger er en stor del af omkostningerne for mange virksomheder (især i servicesektoren). De gennemsnitlige timelønninger er historisk meget dynamiske og fleksible, hvorfor det ikke er usandsynligt, at de vil falde i takt med de generelle priser i økonomien, men hvis ikke de gør, vil det øge risikoen for behov for yderligere pengepolitiske stramninger over de næste 12-24 måneder, hvilket kan resultere i et yderst udfordret miljø for investorerne.